Indtil denne dag havde mit nye liv i Tyrkiet været fantastisk, kortere arbejdsdage og bedre løn, men alt dette skulle til at ændre sig. Det havde været endnu en travl dag på jobbet, nu var jeg på vej ned i omklædningsrummet for at skiftet fra sygepleje uniformen til hendes private tøj.

Lidt længere henne af gangen kunne jeg se to politibetjente komme imod mig, da de næsten var henne ved mig stoppede de op og den ene spurgte: ”Louise Henriksen, ikke sandt”. Jeg nikkede bekræftende, overrasket over at de kendte mit navn ”Kan jeg hjælpe jer med noget” spurgte jeg forundret. ”Louise Henriksen klokken er 23:15 og du er anholdt”, betjente tog fat i mig og trak roligt mine arme om på ryggen og jeg blev lagt i håndjern.

Stammende forsøgte jeg at få en forklaring, men de trak bare af sted med mig, ud til den ventende patruljevogn, hvor jeg blev placeret på bagsædet. Den ene betjent satte sig ved siden af mig og sørgede for at jeg fik sele på, jeg var nærmest skrækslagen, da vognen satte i gang.

Der løb mange tanker gennem hovedet på mig, imens jeg sad der med armene låst på ryggen af håndjern og ikke vidste hvad der skulle ske, hvor kørte de hen og hvad troede de jeg havde gjort. Jeg kiggede forsigtigt på betjenten der sad ved siden af mig, prøvede at få øjenkontakt med ham, da han kiggede tilbage, spurgte jeg forsigtigt om hvor de kørte mig hen. ”Du skal på stationen til afhøring om det forsvundne medicin fra din afdeling”. Jamen jeg kender ikke noget til at der medicin er forsvundet, fik jeg frem lige idet vognen kørte ind på politigårdens parkeringsplads.

Jeg blev hjulpet ud af vognen, stadig iført sin arbejdsuniform og ført over til et rum hvor jeg fik håndjernene af. Jeg skulle tømme sine lommer og blev efterfølgende bedt om at stille mig med hænderne på væggen foran sig og sprede benene. En kvindelig betjent begyndte en kropsvisitering af mig, men fandt intet. Herefter blev jeg ført ind i et lokale, hvor jeg blev bedt om at tage mit tøj af, så jeg kun stod i hendes trusser og BH.

Endnu engang blev jeg placeret med hænderne på væggen, der stod jeg rystende og med bange anelser for hvad der nu skulle ske. Den kvindelige betjent kom hen til mig og nærmest hviskede i øret på mig; ”Nu kan jeg bedre mærke ordentlig efter om du har skjult medicin ellers må vi jo tage endnu mere drastiske metoder i brug” hvorefter hendes hænder begyndte at mærke udenpå BH’en, der gik ikke længe før hun åbnede den så den bare hang på mine arme. Hun befølte mine bryster hårdt, jeg følte hun gik over stregen og skubbede hendes hænder til side, ville vende mig om imens jeg protesterede mod hende behandling. Hun greb hårdt fat i mig og tvang mig ned mod gulvet, betjentene der var uden for døren havde hørt uroen og kom ind. Hurtigt lå jeg nede på gulvet, på maven og mine arme blev tvunget om på ryggen, de blev holdt godt fast og der blev påsat håndjern.

Så blev jeg trukket op og stå, skubbet op mod væggen, der fik jeg læst og påskrevet, at man ikke måtte ligge hånd på en betjent og jeg nu vil få tiltale for vold mod en betjent oveni de øvrige anklager. Jeg stod der med tårerene trillende ned af kinderne og forsøgte at undskylde, men lige lidt hjalp det. En mandlig betjent blev nu i rummet sammen med os, da hun fortsatte hendes kropsvisitering af mig. Mine trusser blev trukket ned og jeg blev bedt om at træde ud af dem, hvilket jeg gjorde, turde ikke lade være med at adlyde nu. ”Og stop så det flæberi” sagde hun hårdt til mig, mine ben blev skubbet godt fra hinanden. Der lod de mig stå et pænt stykke tid, kunne bare kigge ind i muren og høre hvordan de snakkede bag mig. Da hun igen trådte hen til mig, kom det som en overraskelse, hun tog med et fast greb fat i håndjernene og trak dem op, så jeg måtte bøje mig forover. ”Av, stop det gør ondt” råbte jeg forskrækket, men hun lyttede ikke. Den anden betjent trådte hen bag mig og skubbede mine ben endnu længere fra hinanden, så var der pludselig en hånd nede i skødet på mig og en finger blev undersøgende presset op i mig. ”Mon ikke det er her hun gemmer pillerne?” sagde han i et drillende toneleje til hende der holdt mine arme fast.

Tårerene begyndte igen at trille ned af mine kinder, aldrig havde jeg oplevet noget så ydmygende. ”Så nu flæber hun igen” lød det fra hende og hun trak endnu hårdere i håndjernene, jeg stod totalt blottet for ham, han havde frit udsyn til både fissen og røven. Han trak fingren ud, bare for at presse nu to fingre op og dreje dem undersøgende i mit indre, der var selvfølgelig ikke noget at finde og jeg er sikker på, at de godt vidste det.

Da han endelig trak fingrene ud følte jeg en lettelse, nu var det endelig ovre, men så blev mine baller spredt og en finger pressede sig på ved anus og langsomt gled den indenfor. Roligt blev den også drejet rundt i mit indre, så blev den trukket ud. Var bange for om at kunne finde på at komme to fingre op bag i mig, men jeg slap med skrækken. Hun slap også sit tag i håndjernene og jeg faldt forover ned på gulvet, jeg kæmpede for at komme og endte siddende på knæene. De gjorde intet for at hjælpe mig. Nøgen, med armene låst fast på ryggen, sad jeg der og rystet over de oplevelser jeg lige havde været igennem og fortsat var fanget af.

Der gik kun kort tid, så blev jeg hevet op og ført ud af rummet, stadig nøgen og i håndjern. Jeg blev nu ført ind i celle, hvor der kun var en madras på gulvet og et tæppe. Der efterlod de mig nøgen, dog var håndjernene fjernet, jeg satte mig ned på madrassen med benene trukket op til hagen og trak tæppet op. Jeg ved ikke hvor længe, jeg sad der inden døren blev åbnet. En ny betjent trådte ind og han bad mig komme med, jeg rejste mig og trak tæppet med op, så jeg kunne skjule min nøgenhed. Han hev tæppet ud af hænderne på mig og smed det over på madrassen. Han greb fat i mine arme og gav mig håndjern på foran, herefter blev jeg ført ned af gangen og hen til et nyt rum.

I rummet stod der et bord hvorved der sad to betjente, jeg blev ført hen til en lille markeret firkant på gulvet. Jeg skulle blive stående inde i firkanten, håndjernene blev fjernet og straks tog jeg en hånd ned foran for at dække mig lidt til og den anden op foran mine bryster. Betjenten der havde ført mig ind, greb mine hænder og fik dem op bag mit hoved. Der var rimelig koldt i rummet, så der stod jeg rystende af kulde og skræk.

Efter det der forekom som lang tid, kiggede de to betjente ved bordet op på mig og gav mig to valg, enten tilstod jeg tyveriet her og nu eller også ville det blive værst for mig selv. Jeg kunne ikke få mig til at tilstå noget jeg ikke havde gjort og rystede på hovedet og forsøgte at bedyre min uskyld, den ene betjent rejste sig op og kom hen til mig, greb fat om min hage og tvang mig til at se ham i øjnene ”altså den hårde måde” sagde han og slap grebet. Han tog fat om mine bryster og klemte dem hårdt, vred hårdt i brystvorterne, et lille skrig undslap mig og straks fik jeg en lussing. ”Hold kæft, bitch” sagde han, ”du siger kun noget når du bliver bedt om det” og gav mine brystvorter endnu et hårdt vrid. Jeg bed smerten i mig, men kunne ikke holde tårerne tilbage.

Så begyndte spørgsmålene at komme i en lind strøm, hvor medicinen var, hvad jeg havde gjort af den og om jeg selv misbrugte den med mere. Jeg fik knap lov til at sige noget, de stod lige op af mig og råbte det ene spørgsmål efter det andet i hovedet på mig, når jeg ikke lige svarede som de ønskede, hev eller vred de i mine brystvorter og gav dem det ene slag efter det andet. Mine bryster var efterhånden meget ømme og jeg havde svært ved ikke at skrige hver gang et nyt slag ramte dem. Til sidst kunne jeg ikke klare mere og jeg flyttede mine hænder ind foran brysterne, dette blev ikke godt modtaget, de tvang mine arme om på ryggen og gav mig håndjern på. Så blev jeg skubbet hen til bordet og indover dette, nu var det ballerne det gik udover, slagene regnede nedover dem.

Ind i mellem stoppede de op og spurgte om jeg ville tilstå, men nu var jeg blevet stædig/trodsig, de skulle ikke få mig ned med nakken uanset hvad de gjorde ved mig, så jeg rystede på hovedet og kiggede trodsigt tilbage på dem. Da det gik op for dem, at jeg ikke havde til sinde at tilstå stoppede de. De trak mig op og stå, låste håndjernene op, men kun for at give dem på igen nu foran, en kæde blev sat fast i dem og mine arme blev trukket over hovedet, så jeg måtte stå på det yderste af mine tæer.

De forlod rummet og lod mig hænge, efter kort tid begyndte det at gøre ondt i både arme og ben, forsøgte skiftevis at stå på tæerne og hænge i armene, håndjernene skar sig ind i huden og smerten var næsten uudholdelig. Jeg ved ikke hvor længe de lod mig hænge, men til sidst måtte jeg bare skrige af smerten ud.

Jeg måtte være besvimet, for da jeg kom til mig selv igen, var jeg tilbage i cellen på madrassen, stadig nøgen, men uden de snærende håndjern. Mine håndled var røde og smertede stadig meget, de havde givet mig ankeljern på, som var låst fast til væggen. Der var sat en flaske med vand ved siden af madrassen og jeg drak begærligt til den var tom.