Det var den første virkelig varme forårsdag. Træerne ved Strøget stod nyudsprungne, og så unaturligt friske i deres nye grønne dragter. Line sad ved et cafebord, og rundt om hende flokkedes talrige af byens borgere og turister, der ligesom hende ville udnytte de første livskraftige solstråler.

Hun lagde nakken tilbage for at lade solen udøve dens skønhedsbehandling i hendes ansigt, og for én gangs skyld blæste hun på meteorologernes advarsler om solens skadelige virkninger

Hun fortjente denne fritime, sagde hun for sig selv. I løbet af den sidste uge havde hun haft tre ekstravagter på afdelingen, men allerede før pengene var kommet ind på kontoen, var de brugt.

Som hun sad der på cafeen, vidste hun kun alt for godt, at huden ville blive udtørret og rynkerne flere og flere, men lige netop i dag forsøgte hun at fortrængte alt negativt. Hun iagttog mændene, der i smug kikkede på hende og nød visheden om, at de fleste bedømte hende til at være noget yngre om sommeren, ja, nogle af de ganske vist ikke længere så talrige beundrere, havde skudt hende til at være i slutningen af tyverne, når hun var allermest solskinsbrun. Så i dag ville hun blive siddende i solen, til hun havde den rette attraktive kulør, om så børnene og manden skulle undvære mor til aftensmaden. Og hun ville glemme, at hun var blevet 36 i sidste uge.

Dennis, hendes mand og faren til hendes to børn havde det største hjerte, men var ikke ligefrem typen, der overdængede hende med komplimenter, så enhver fremmed, der kastede et blik på hende, blev registreret og katalogiseret.

Ikke fordi det skulle bruges til noget. Dennis var nok blevet hverdagsagtig for mange år siden, men bedre mand kunne hun vist ikke håbe at finde. Eller rettere bedre far fandtes ikke.
Og hun havde fundet sig i, at drømmene var blevet minimeret i takt med, at livet og indtjeningen som sygeplejerske ikke ligefrem overvældede hende med overskud, hverken økonomisk eller romantisk.

Hun lukkede øjnene og tænkte på tiden, der var smuldret mellem hendes fingre: chancerne for et bedre mere luksuspræget liv havde været der. Under studierne kom hun kort sammen med en lægestuderende. Brutal fyr, der allerede som 26 årig havde tillagt sig en herskerstil, som han ivrigt praktiserede, ikke mindst i sengen. Da hun til et volleyball-stævne mødte Dennis, var sagen hurtig klar. Ud med lægen og ind med den sportstrænede lærer.

I dag, her i solskinnet på Strøget, kunne hun ikke helt forstå hendes eget valg. Et slag eller to i enden var til at leve med, når man tænker på, hvordan det var gået den gamle kæreste. Han var nu indehaver af en af landet største plastikkirurgiske klinikker og fast inventar i ugebladenes fotoreportager til premiereaftener i kulturlivet. Og hun kunne have stået ved siden af ham og nonchalant svaret på journalisternes spørgsmål om, hvor hun havde købt hendes elegante rober og sko.

Men han havde jo nok skiftet hende ud for længe siden, for han var sjældent sammen med den samme kvinde ret længe ad gangen, tænkte hun bag de lukkede øjne.

Hun rystede umærkeligt på hovedet over hende tankespind, men hun var samtidigt udmærket klar over, hvorfor disse billeder dannedes i hendes fantasi.

"Line, dit lille fjols, hvorfor går du tur på Strøget, når du ved, du altid laver den samme fejl. Du går altid ind i lige netop de butikker, der har de ting, du allerhelst vil have, og som koster langt mere, end du nogensinde vil få råd til? Hvorfor? Er det en særlig avanceret form for masochisme, der driver dig ind i butikker med Gucci og Prada? Du er tættere på fyrre end tredive, så det må da efterhånden være feset ind i bøtten på dig, at det er uden for din rækkevidde."
Nu var den sorgløse stemning væk, men hvis hun kørte hjem nu, vidste hun, at negativiteten ville forfølge hende i lang tid, så hun bestilte i stedet endnu en cafe latte.

Den var netop båret over til hende af en tynd sorthåret mand, da hun så dem komme. En kvinde på hendes alder hånd i hånd med en mand på hendes fars alder. Eller faktisk så han ud til at været omkring de firs år. Deres fingre var flettet ind i hinanden, og kvinden lagde kælent sit hoved mod mandens skulder, mens de ganske få meter fra hendes bord kikkede ind i en eksklusiv forretning.
Man skulle ikke være ret modeinteresseret for at se, at kvinden var klædt i dyrt tøj, og mandens skødesløse og storspraglede halsklud afslørede hans status i de højere indtægtsgrupper.
Manden storsmilede og pegede med en leverplettet hånd mod et eller anden i vinduet. Hans ledsagerske grinte henrykket men sænkede i det samme solbrillerne og så Line stift ind i øjnene, som ville hun sige: "Se her, han er nok en gammel model, men han er rig, og så er han min. Prøv at se om du kan finde én selv!"
Som for at sætte trumf på overfor Line, forslog kvinden højlydt den gamle, at de skulle gå ind i butikken og væk var de. Havde hun selv foreslået den slags til Dennis, havde han grinet og spurgt, om hun nu oprigtigt ville have en dragt, der kostede det samme som deres Ford i garagen derhjemme.

Line drak ubevidst kaffen langsomt, måske fordi hun ville se, om det var lykkes for den smukke kvinde at lokke mere ud af den gamle mand.
Da parret kom ud var det med de samme kæmpe smil i ansigterne som før, og selvfølgelig også belæsset med yderligere to indkøbsposer.
Kvinden kyssede den gamle mand på munden lige ud for stedet, hvor Line sad og slikkede solskin.
Så huskede kvinden at se i retning af Line, og det samme gjorde den gamle libertiner. Kvindens smil stivnede, da den gamle diskret nikkede mod Line, ligesom for at takke hende for det smukke syn, hun udgjorde der i solen. Så gik de videre tæt omslynget til hinanden.

Line sad tilbage med den bitre viden, at der såmænd ikke var gået noget fra den jaloux kvinde. Det var jo hende, der skulle åbne de mange poser, når de kom hjem, og det var kvinden med det dyre designertøj, der til hendes fødselsdag helt sikkert ville blive overrasket af den gamle mand med en ny åben Mercedes.

Hun skulle derimod bare hjem til en maskinfuld fodboldtøj, der garanteret ikke var blevet taget ud og hængt til tørre, som hun i en afgrundsdyb naivitet havde bedt om ved morgenbordet. Det var hende, Line Jørgensen, der igen i morgen skulle ud til ældre mennesker og gøre sit til, at de, stik mod alle odds, kunne få et hæderligt liv lige til slutningen.

Ud til hjem hvor stanken af hundepis og menneskeligt forfald var så gennemtrængende, at hun måtte have alle ruder i hjemmepleje-bilen rullet ned, når hun kørte derfra.

Line havde en sær følelse af uretfærdighed i livet, da hun langt om længe rejste sig for at køre hjem til Vallensbæk. Hun kunne uden problemer måle sig med den yngre kvinde, når det drejede sig om udseendet, og hun kunne helt sikkert også tillægge sig vanen med at gå i designertøj, og kælent læne sig ind mod en olding, hvis blot det lettede adgangen til hans pengereserver.

Så rystede hun atter engang på hovedet over hendes vilde tanker og skød så det hele side til fordel for tankerne om, hvad de mon kunne finde på at spise i aften.

Bare fem dage efter var solen brutalt blevet afløst af et nærmest efterårsagtigt blæsevejr med isnede kolde regnbyger iblandet. Line havde aftenvagt og sad og gennemgik køreplanen for vagten. Der var kommet et nyt navn på listen, i den ende af kommunen som de sjældnest kom i; velhaverkvarteret ned mod søen. Der sørgede de for, ikke at lade det offentlige komme for tæt på, og derfor var hjemmesygeplejerskernes ruter i området oftest meget små.
Bertil Ingemann Bergsøe læste hun for sig selv. Det lød som taget fra en ældre folkekomedie, men nysgerrigheden rørte på, da hun så adressen: Søbrinken 5. Det var kommunens absolut dyreste villavej, og der var næppe mere end 8 huse på den eksklusive beliggenhed.
Han skulle have tildelt medicin, åbenbart efter et hospitalsophold.
Ham ville hun klemme ind i planen, mens det stadig var lyst, for udsigten fra grunden måtte være formidabel, tænkte hun rationelt.

Hun havde ordnet de sædvanlige tryksår og udført de nødvendige indsprøjtninger, og havde givet sig god tid, da hun omkring 21 tiden tastede adressen på Bertil Ingemann Bergsøe ind i GPSèn. Hun vidste egentlig godt, hvor det lå, men et eller andet i hende udskød ligesom besøget. Selv en indtastning ville skubbe mødet med Velhaver-Danmark endnu et behageligt lille øjeblik. "Pjat", kommenterede hun sin egen langsomhed, og satte i stedet bilen i gear og drejede målrettet ind mod de dyre kvarterer.

Huset lå ned mod søen, på den rigtige side så at sige. Man kunne ikke se villaen fra vejen, men det var jo ikke hendes problem her i aften. I aften kunne Line tillade sig at dreje ind af den åbne smedejernsport, svinge rundt om en større beplantning med en gigantisk hængebirk i midten og køre ind under det pompøse halvtag der strakte sig fra husets facade, ud over brostensindkørslen. Herskabet måtte tydeligvis ikke blive vådt ved udstigningen fra vognen, men lige nu passede denne installation faktisk Line udmærket; en tung sommerregn forhindrede hende i at se søen, som måtte ligge ca. 100 meter fra huset, som vel rettere var en slags palæ.

Solsorte sang trods vejret deres glade sang fra toppen af de omkringliggende høje træer, da Line tog fat i den tunge dørhammer.

Hun havde vel egentligt forventet, at der ville komme en butler ud for at tage i mod hende, så hun fik et mindre chok, da en høj, lettere duknakket ældre mand kort efter åbnede døren med et venligt smil: "De er vist fra hjemmeplejen. Kom kun indenfor i min ydmyge bolig. Ja, det er mig, der er patienten, jeg har haft en mindre uheld på min båd, så jeg måtte et smut indenom Riget, men nu er jeg snart fit for fight igen. Med deres hjælp naturligvis."
Manden talte det forventede snobsprog, som karikeres så ofte i tv, så Line følte næsten trang til at le højt. Men hendes temmelig mange år i hjemmeplejen havde lært hende, at beherskelse er guld værd, og hun spurgte i stedet om, hvor han opbevarede medicinen, som skulle doceres.
Sammen gik de ind gennem flere stuer, indtil manden stoppede op i et værelse på størrelse med hele huset i Vallensbæk. Mod haven var der store glaspartier, og i øvrigt var rummet domineret af et koncertflygel.
"Jeg er sgu ked af, at det er sådan et møgvejr, for jeg skal sige dem, at udsigten er ganske fortryllende ned mod søen. Men de kommer vel igen i morgen, og så kan vi da håbe på, vejret viser sig fra en mere imødekommende side. Så er der måske tid til en lille spadseretur ned til tepavillonen?"
Line svarede professionelt, at det lød vældig godt, men det tillod vagtplanen vist ikke.

Det var imidlertid tydeligt, at den ældre herre var vant til at få sin vilje, for han ignorerede totalt Lines forbehold og sagde, med en mere konstant stemme end før, at det måtte der vel kunne planlægges efter.
Line så ind i mandens øjne, og så der en selvsikkerhed hun kun én gang før havde mødt. Hos hendes gamle overlegne kæreste, der endte som succesfuld plastikkirurg. Hun hadede, når Dennis for enhver pris ville have sin vilje, og endte som regel totalt afvisende og eddikesur. Men manden foran hende afmonterede med hans faste stemme og ditto blik alle hendes undvigelser, og hun hørte sig selv svare, at selvfølgelig ville hun gerne følges med ham ned til søen i morgen aften.

Dagen efter tog hun under store overvejelser for første gang i hendes karriere som hjemmesygeplejerske nederdel på i stedet for lange bukser. Vejret var ganske rigtigt slået om, og solen tittede ofte frem bag drivende skyer. Heldigvis var Dennis til lærermøde og var ikke kommet hjem, da hun tog af sted. Hun havde suppleret nederdelen med en svag makeup, og havde også tænkt på at alliere sig med en lipsgloss. En mand som Bertil Bergsøe var nok vant til at skue smukkere kvinder end den sygeplejerske, som besøgte ham i går, men hun ville helst efterlade et bedre indtryk i den elegante mands hukommelse. "Hvis han da har en hukommelse", tænkte hun frygtsomt. "Hvad nu, hvis han ikke kunne genkende hende i aften, og hun derfor havde udstillet sig selv som en lille pige, med alt for stor respekt for de rige?" Hun trak på skuldrene og smed hånligt lipglossen i tasken.

Men Bertil huskede hende udmærket. Hun trillede op foran palæet præcist klokken 21 og så, at hoveddøren stod åben. Som dagen før sang fuglene højt og kreerede ligefrem en slags smuk støj som baggrundskulisse. Før hun nåede toppen af trappen viste den gamle mand sig i døråbningen. Her til aften havde han lyst tøj på, kronet med en hvid stråhat på hovedet.

"Kæreste, det var dejligt, de fandt tid til at komme så tidligt. Lad os ikke spilde tiden, medicinen er anbragt nede ved søen, så lad os gå derned."

Søen blinkede mod dem i det sene aftensolskin, så Line måtte skærme for lyset med armen.
Der var ganske langt ned til den smukkeste hvide tepavillon, idyllisk placeret i et væld af hængeroser, helt tæt på vandet.
"Det glæder mig usigeligt, at du kan gøre mig selskab i aften. Jeg skal sige dig, ja, det er vel i orden, at jeg siger du til dig?, at min kone det meste af året lever i Florida hos hendes søster. Hun er kun hjemme i juli og august, og nogle år forsøger hun sgu at lokke mig til Amerika i stedet for at komme hjem. Men jeg kan fandme ikke undvære golfen og min sejlbåd. Så der er sgu lidt ensomt her i det store skrummel af et hus. Mine to sønner bor begge i Østen, hvor de sælger skibsmotorer.
Du ved, til supertankere og sådan. Ja, det er min forretning, de har overtaget. Og det er i Østen, der er penge at hente i disse år. Der er sgu snart ikke skibsværfter tilbage i Europa, søde. Men jeg savner dem ærlig talt ikke synderligt. De har jo kun boet sammen med mig, da de var ganske små, før de blev sendt på kostskole. Nå, men jeg gamle idiot snakker og snakker. Hør, har du ikke lyst til en hvidvin?"

Line var lige ved at lade sig forføre at den drømmeagtige stemning, der herskede nede ved den skinnende sø, men hun huskede, at der stadig var fire besøg på listen, og indtagelse af alkohol var fyringsgrundlag. Og en fyring ville vælte alt for dem hjemme i Vallensbæk.
"Mærkeligt at Vallensbæk og dette fortryllende sted ligger på samme planet, endda indenfor en halv times kørsel", tænkte Line for sig selv.

Bertil fik sin medicin og tog sig derefter en stor whisky. Line drak en danskvand, og den gamle talte stolper op og stolper ned. "Der er sgu en grund til, at I næsten aldrig kommer heroppe hos os. Det er pinligt for de gamle nisser at lade det offentlige få indblik i deres liv; hvis du vidste, hvor mange formuer, der er holdt skjult for myndighederne, og ikke mindst hvor mange illegale tjenestepiger og gartnere der huserer heroppe. Så der vrimler med privatansat plejepersonale bag bøgehækkene, og derfor bliver vores liv ved med at være skjult for "pøblen", så at sige", Bertil Bergsøe smilte af hans egen fordomsfulde udlægning.
"Fik jeg for resten sagt, at du er så usædvanlig meget smukkere, når du har nederdel på. Kvinder er bare skabt til at vise deres ben." Den gamle mand understregede hans holdning ved at lade en hånd glide fra Lines knæ og op mod hendes skridt, hvor den stoppede ti centimeter oppe under nederdelens kant.
Line lod det ske uden at puffe mandens hånd væk. Havde han fortsat vandringen længere op, så ville hun ikke have protesteret. Der var noget truende, men stærkt tiltrækkende ved mandens store selvtillid, og hans åbenlyse følelse af at have lov til alt.

Efter en lille time forlod Line lettere omtumlet villaen og vinkede farvel til Bertil Ingemann Bergsøe. Hun var vel ikke egentlig seksuelt påvirket af manden, men hun følte sig draget mod den velstand og medfølgende naturlige overlegenhed, der herskede omkring manden. Hun havde fået et sjældent indblik i de "andres" liv, og kimen til en langsigtet plan var placeret i hendes hjerne.

Der var tvivlsomt, om hun nogensinde ville få Bertil at se igen, for hans skade var ikke særligt behandlingskrævende, og når hun kom på arbejde igen efter 5 fridag, så var han helt sikkert taget af kørelisterne.

Hun følte en smule sorg over at misse et muligt tættere forhold til den gamle levemand, men var tilfreds med hvad hun havde lært af hendes korte bekendtskab med manden. Det var uvurderlig viden, han havde givet hende, sikkert uden at vide det, og helt sikkert uden at det ragede ham en høstblomst.