Det snurrede rundt og rundt og rundt. Alt var hvidt. Så blev hovedet vendt nedad, det susede, og nuancerne skiftede til orange, rødt, blåt og gyldent.

Nikoline kom til sig selv, og hun vidste med det samme, at det var rejsen, hun var ude på. Transporten. Hendes sutten af Vagns enorme nosser havde åbenbart virket, og nu var hun sendt ud på en rejse.

Hun så frem foran sig, men Vagn var der ikke. Alexander holdt heller ikke om hendes mave, og Jojos tykke pik var ikke længere i Nikolines fisse. Hun kiggede sig omkring, så godt hun nu kunne i det skarpe lys og de skiftende omgivelser.

Men der var de. Sugar, Jojo, Figur, Vagn og Alexander snurrede også rundt. Så forsvandt de, dukkede op igen, forsvandt, og så videre. Nikoline sluttede, at det nu måtte være hendes krop, der var sendt i rotation. Hun kiggede ned på sine bryster, der var slynget godt ud fra hendes krop. De blev modelleret i nogle alternative former af tyngdekraften.

Det gjorde Vagns nosser nu også, så Nikoline, da der igen faldt ro over dem. Hans nosser var dog meget mindre nu. Udløsningen – hvad der end var kommet ud af nosserne, og hvordan – havde reduceret nossernes størrelse markant, men den havde så også sendt de fire nisser og to mennesker ud på en rejse.

Hvorhen og hvor langt? Nikoline vidste det ikke, og hun kunne ikke komme til at spørge de andre om de var klogere.

Farten tog af, men det blev ikke særligt behageligt af den grund. Nu føltes det som en rutsjebanetur, og den slags var ikke Nikolines livret. Hun kunne godt lide et sus i maven, men det var erotiske og seksuelle sus. Ikke frie fald og G-krafts-påvirkninger.

Pludselig faldt hun et langt stykke, selv om hun ikke kunne sætte faldet i forhold til noget, så tomt som rummet var. Men hendes mave og hendes balance-sans fortalte hende, at hun ikke var på fast grund, og hun greb instinktivt ud – og fik fat i Jojos pik.

Han smilede til hende.

Så landede de. Alt blev lyst. Alt blev normalt. Eller så normalt, som det nu kunne være, når en flok helt nøgne nisser og mennesker landede midt på torvet i en lille by. Det var mørkt, der var sne over alt, men der steg røg op ad skorstenene, og der kom lys ud fra de små vinduer.

Underligt, tænkte Nikoline. Hun frøs slet ikke. Hun havde det meget behageligt, selv om hun var helt nøgen. Selv ikke nøgenheden påvirkede hende, selv om der gik folk rundt i tusmørket på torvet.

Folk, ja, men ikke mennesker. Det var jo nisser.

De var påklædt, men de kiggede ikke efter de splitternøgne skikkelser på torvet. Heller ikke selv om fire af dem var nisser – og to var mennesker.

Nikoline kiggede på de andre. Usynlige kunne de da ikke være.

"Hvad foregår der lige her," spurgte Nikoline.

Alexander slog en latter op.

"Det er altså dagens underdrivelse, Nikoline. Efter alt det, du har været igennem – og det er ikke så lidt – så spørger du bare, hvad der foregår. Det er da helt vildt. Det er da syret. Jeg ville være gået fra forstanden, hvis jeg var dig, men du virker bare til at nyde det," sagde han.

"Jamen, det gør jeg da også," sagde Nikoline.

"Og jeg håber da, at jeg får flere oplevelser nu da jeg er kommet til.....Nisseland," sagde hun og kiggede på Vagn.

Vagn stirrede tilbage. Humoristisk sans havde han åbenbart ikke, tænkte Nikoline, som alligevel var fascineret af den gamle nisse med de store nosser. Og den noget alternative udgave af "Rejsekortet".

Vagn rømmede sig.

"Nu er det jo ikke mig, der er lederen af Missionen," sagde han og kiggede over på Figur.

"Missionen," fnyste Nikoline.

"Hvad fanden har I gang I. Her fortalte I, at I ville hjælpe mig med at finde juleglæde, og så lyder det mere som om, jeg skal være jeres luder her i latterlighedsland," råbte Nikoline.

Et par forbipasserende nissekvinder på torvet kiggede på Nikoline, og de rynkede lidt på næsen. Så måtte de i hvert fald kunne høre hende. Måske også se.

"Slap af. Slap nu af. Du har ikke forstået noget som helst af det hele," sagde Figur med myndig stemme.

Nikoline ville ikke slappe af.

"Ha. Skal jeg slappe af og lytte til en lille.....nisse.....der står her på torvet med stiv pik. Du ser sgu så latterlig ud...I er nogle....nisser," sagde Nikoline og vendte sig om i protest.

Hun kunne ikke gå, for hvor skulle hun gå hen. Alexander kom hen og tog fat om hendes skuldre.

"Vær ikke vred, Nikoline. Stol på os..på dem....eller på mig. Jeg er også med i missionen, selv om jeg ikke er i nissernes inderkreds. Vi vil hjælpe dig. Det vil nisserne, og det vil jeg. Du må ikke tro noget dårligt om dem. De er gode nok," sagde Alexander.

"Og hvad vil du i øvrigt gøre. Du kan jo ikke komme hjem uden Vagn. Ikke engang Figur eller Jojo, Sugar, mig eller nogle af de andre, du vil møde her, kan hjælpe dig hjem. Det er kun Vagns magiske nosser, der kan det. Hans nosser – og så din hjælp," sagde Alexander.

"Men hvor er jeg," spurgte Nikoline med tårer i øjnene.

"Skal....er....hvad kan jeg så gøre. Er jeg fanget," sagde hun, men nu var det Figur, der kom over til hende.

"Nikoline. Du er ikke fanget. Du er lige så fri, som du altid har været. Vi er taget her til.....ja, kalder du det Nisseland, for at du kan være med til at udvælge nogle af dem, der skal gøre dig juleglad i december. Det er ikke nisser, du skal møde. Det er mænd, kvinder....ja, hvad du nu har lyst til, som kan noget særligt. Som er noget for dig. Når du har mødt dem, så vender du tilbage til din lejlighed – sammen med Alexander – og så vil dem, du har valgt, besøge dig frem mod jul," sagde Figur.

Nikoline gloede på ham.

"Det fatter jeg egentlig ikke en lyd af. Skal jeg....ja, hvad skal jeg egentlig. Skal jeg bolle nogle...her....og, ja så vælge dem på samme måde som jeg vælge en Margrethe-skål i Imerco," sagde hun.

Figur rystede på hovedet.

"Nej, nej, nej – du får det til at lyde så koldt. Det her er ikke sådan noget automatisk noget. Det er smukt. Det er frækt. Det er jul. Det er dig," sagde han og tog fat om livet på hende.

Hans pik strejfede hendes fisse, og det gav et sæt i hende. Så smilede hun til ham.

"Enten manipulerer I med mig, eller også er jeg bare smaskliderlig. Hvordan kan jeg møde alle dem, I taler om," sagde Nikoline.

"Vi skal hen ad gaden. Vi skal ind i nummer 41, den mørkebrune bygning," sagde Figur.

"Hvorfor fortæller du Nikoline, at det er nummer 41," spurgte Sugar.

"Hvorfor ikke bare sige, at det hedder HUSET," sagde Sugar.

Det løb Nikoline koldt ned ad ryggen. Pludselig kunne hun mærke, at hun slet intet tøj havde på.

(Fortsættes)