Det var ganske almindelige formiddag. Uden for Maries vindue legede efterårsblæsten med de nyfaldne blade. Det var lørdag, og hun sad og fik morgenmad, mens hendes forældre var kørt ned i byen for at købe ind. Hun elskede at være alene hjemme, hvor hun kunne føle sig bare en smule fri og tilfreds. Hun var nemlig ikke særlig tilfreds med tilværelsen for tiden. Der skulle gå næsten et helt år, før hun ville blive færdig med Folkeskolen. Da hun tidligere måtte gå et år om, var hun nu allerede 16 og havde været det i et pænt stykke tid. Hun følte sig derfor ofte langt mere overlegen end hendes yngre klassekammerater.

   Da hun var mæt, lod hun tingene stå på køkkenbordet og stadig iført sin lyserøde pyjamas gik ud i garagen. Hun fandt sine smøger frem, tændte en af dem og lod røgen danse i luften. Hendes forældre vidste intet om det, og det skulle de sandelig heller ikke! Far og Mor var meget imod rygning. Da hun havde røget, gik hun om til forhaven og smed skoddet over hækken til nabo. Hun sjoskede ind i stuen, lagde sig på sofaen og tændte for TV’et. Da der var gået en lille halv times tid, hørte hun bilen udenfor. Øv, nu kom hendes forældre allerede. Så var freden forbi. Satans også.

   Mor og Far kom slæbende med en masse indkøbsposer. Mor gik gennem køkkenet og stak hovedet ind i stuen. ”Sig mig lige engang, Marie, hvad laver din tallerken, bestik og morgenmad på bordet? Du ved da godt, du selv skal rydde op efter dig og stille maden i køleskabet. Det er da ikke så underligt, at vi skal købe så meget mad, når vi kan smide det ud efter et par dage, fordi du ikke stiller det i køleskabet!”

”Jajaja!” svarede Marie gnavent og tænkte ”Sure kælling. Det er sgu da ligemeget, mand!”

Nu blandede Far sig: ”Vil du være sød at svare din mor på en pæn måde og gøre som der bliver sagt! Kom så. Op af den sofa, sluk det TV og kom herud lige nu. Vi har noget vi skal drøfte med dig!”

Marie blev liggende og tog sin mobil frem. ”Jeg sagde NU!” kommanderede Far.

Marie rejste sig arrigt og marcherede derud. ”Hvad er der?” spurgte hun med en næsvis stemme, mens hun begyndte at rydde op.

Mor tog ordet. ”Vi mødte din veninde Katrines forældre nede i Brugsen. Vi sagde selvfølgelig hej, men Katrines mor Susanne fortalte os så, at du i går havde kaldt Katrine for en klam møgsæk, og at Katrine naturligvis var meget ked af det. Er det korrekt?”

Marie syntes ligeglad og sagde blot. ”Nå, så hun har sladret. Jamen, det er rigtig nok. Hun er fandeme så irriterende!”

Nu tog Far ordet: ”Marie! Vi vil ikke have at du bruger det sprog. Sådan har vi ikke opdraget dig. Du skal tale pænt. Og det gælder for alle mennesker, du møder!”

”Jaja” svarede hun blot, men det var ikke godt nok for Far: ”Ikke det der jaja. Det hedder Javel det skal jeg nok. Og så kan du godt bede sige undskyld til både Mor og jeg, og ikke mindst til Katrine. Hører du!”

”Undskyld!” sagde hun på en uforskammet måde. ”Jeg siger undskyld til hende på mandag”. Mor skulle lige til at sige, at det kunne der ikke blive tale om, og at hun tværtimod skulle ringe til Katrine med det samme, men nu ringede det på døren. Far gik ud og lukkede op.

Udenfor stod nabokonen Vera. I hånden havde hun en lille pose med en masse skodder i. Oh shit. Hun skældte Far ud: ”Ja, jeg ved ikke hvad fanden I havde tænkt jer, men hvis I smider et eneste skod over i min have igen, så melder jeg jer sgu til politiet. Det ligner fandeme ikke noget!”

Far var målløs. Han havde ikke smidt noget skod. Han røg jo ikke. Og Mor havde bestemt heller ikke. ”Ulla, kom lige herud. Vera siger, at vi kaster skodder over i hendes have!” Mor forklarede Vera, at ingen af dem røg, men så faldt 10øren. ”Marie! MARIE! Vil du straks komme herud!” – ”Åååh, fuck!” tænkte Marie, mens hun gik derud.

”Heeej Vera!” sagde hun med et falsk smil, ”Hvad er der galt?” Far sagde: ”Ja, det ved du vist godt, unge dame. Sig mig lige engang, ryger du! OG KASTER SKODDERNE OVER I VERAS HAVE?”

Marie overvejede sine muligheder og sagde ”Nej da. Det kunne jeg ikke finde på” men nu gik Mor hen til hende og lugtede til hendes pyjamas. ”Du stinker langt væk af røg, Marie!” Fuck… Hun havde glemt alt om røglugten. Der var ingenting at gøre.

”Ja, så er sagen afklaret, Marie!” sagde Far og vendte sig om mod Vera. ”Kære Vera, jeg er frygtelig ked af det, og jeg lover dig, at jeg skal tage en lang og alvorlig snak med min datter. Hvis du vil, må du blive og overvære det. Ulla kan sætte en varm kop kaffe frem til dig imens.” Vera smilte men sagde dog: ”Åh, det ville være mig en fornøjelse, men jeg er i gang med at gøre rent, så det må blive en anden god gang, jeg kommer til at overvære den slags, Mogens.” Far svarede: ”Nuvel. Jeg sender Marie over til dig bagefter, hvis du ønsker det. Så kan du evt. se resultatet.” Det ville Vera gerne, og sådan blev det. Døren blev lukket. Far tog hårdt fat i Maries arm og tog hende med ind i stuen. Mor skænkede en kop kaffe og satte sig til rette i sofaen. Men Mor tændte ikke TV’et. Der skulle ske ting og sager, der ville blive langt mere interessant at se på nu.

Far skældte ud: ”Marie, nu har Mor og jeg simpelthen fået nok! Du er næsvis. Du rydder ikke op efter dig. Du svarer igen. Når vi taler til dig tager du din mobil frem og ignorerer os. Du er ulydig. Du taler grim til både os og dine skolekammerater og så ryger du! Men det værste af det hele er at du forsøgte at lyve dig uden om dette problem. Vi vil ikke længere acceptere denne opførsel!”

Hans brandtale syntes forfærdelig lang, men Marie følte, at det var bedst at kolde kæft og nikke, når Far var i det humør. Han sagde så til sidst: ”Mor og jeg har overvejet dette mange gange, og nu er vi vist begge 100 % enige om, hvad løsningen skal være. Marie, du skal have en god gammeldags endefuld!”

”HVAD?!!!” røg det ud af Marie, ”Det kan I sgu da ikke. Jeg er 16 år!” og Far svarede straks: ”Ja, det betyder intet, unge dame! Så længe du bor under vores tag, følger du vores regler, og hvis du bryder dem, må du tage den straf, vi beslutter os for at give dig. Kom her!”

Han satte sig på en stol og trak hende hen over sit knæ. ”Far, det mener du ikke, det her!” sagde hun, men hun var ikke så rapkæftet længere, og far der med den venstre hånd holdt hende nede, løftede nu sin højre og sagde bestemt: ”Det kan du tro, jeg gør, din uartige lille møgtøs! Det her, skulle jeg have gjort for længe siden. Din skal have en ordentlig gang smæk i numsen, kan du tro!”

Så faldt det første slag. Klask! Marie skreg op. ”AV for satan, Far!!”

”Ikke det sprog, min pige!” sagde han streng, og nu fald slagene hårdere og hurtigere.

KLASK…AV…KLASK…AAW…KLASK…ÅH…KLASK…AV….KLASK…AAAAH…KLASK…UUH, jeg skal nok være sød, Far! KLASK.. AAAAAW

Mor tog en tår af sin kaffe og kiggede veltilfreds på den lille forestilling. Men nu sagde hun: ”Oh, Mogens. Kan jeg ikke bede dig om at dreje jer en smule så jeg kan se det bedre - og evt. hive de pyjamasbukser af. En rigtig endefuld bør jo gives i den bare numse, ikke sandt?” Far svarede: ”Du har fuldkommen ret, min kære.”

Marie kunne ikke tro det! Sagde Mor virkelig det? Og ville Far virkelig slå sin lille datter i hendes bare numse. Det føltes så uvirkeligt. Far hev de lyserøde pyjamasbukser af hende og rettede sig lidt, så Mor Ulla kunne få et godt udsyn. Marie ømme numse var dog ikke så lyserød som hendes pyjamas, men det var kun et spørgsmål om tid. Hun lå helt stille, som var hun stivnet. Tænk, at hun, en 16-årig kvinde, lå hen over sin fars knæ med numsen bar og fik endefuld, mens Mor kiggede på. Hun havde i øvrigt en velskabt numse, hvis kulgerunde balder nu rystede af skræk for de næste slag.

Og afstraffelsen fortsatte. For hvert klask hun modtog, enten gispede hun eller skreg. Hun spændte samtlige muskler i kroppen for at undgå at komme til at græde, men efter 30 smæk i enden, kunne hun ikke holde tårerne tilbage: ”Aaaaauuww, undskyld, far! Jeg lover at være en sød pige. Jeg skal aldrig gøre det igen. Undskyld. Aaav! Please, ikke mere. Min numse gør så ondt. Please, ikke mere smæk!”

Men der var ingen nåde: ”Næ nej, min lille pige. Vi er kun lige ved at begynde. Ulla, min kære, vil du ikke gå ind i soveværelset og hente et bælte. Du ved jo kun alt for godt, hvor de er.” Mor Ulla rejste sig, og inde fra soveværelset kunne man høre hende: ”Jeg går ikke ud fra, du vil bruge det du plejer, vel, skat?” og Far Mogens svarede kækt: ”Nej nej, kære. Marie skal have sit helt eget bælte. Rejs dig op, Marie og hent en pude. Den skal lægge her på stuebordet, og så bøjer du dig ind over bordet. Puden vil sikre at du ligger blødt. Men du vil nok ikke kunne sidde ned resten af dagen.”

OMFG. Han ville prygle hende med et bælte. ”Far! Søde søde søde rare gode far, jeg beder dig. Min røv brænder. Jeg beder dig. Giv mig ikke smæk med dit bælte” Mor rakte Far et bælte, og Far fik bøjet Marie ind over spisebordet. ”Du har været uartig og fortjener derfor en rigtig endefuld med bæltet. Vær nu en god pige og tag din straf. Du har godt af det her. Du behøver det. ” Og Mor supplerede: ”Du burde være taknemmelig for, at Far giver sig tid til at smække dig, Marie. Med tiden vil du lære, at uartige kvinder trænger til endefuld. Det vil gøre dig godt på længere sigt. Det kan jeg love dig. Og vi forventer skam også, at du siger tak bagefter. Uartige tøser beder om nåde; artige kvinder siger tak for hvert slag og beder om mere. Hvordan det vil gå dig, ved du kun selv, men Far skal nok sørge for at få sat skik på dig, din ulydige møgunge!”

Far smilte og sagde: ”Mor har ret, Marie. Men kære Ulla, sæt du dig bare ned og ti stille. Det her ordner jeg, ved du nok!” Mor Ulla kiggede tavst ned og satte sig, lydig som hun var. Nu fortsatte den strenge opdragelse af Marie, der nu sted med sin allerede røde bagdel i vejret, klar til at få smæk med bæltet.

Far stillede sig klar og svang sit bælte måde stakkels Maries ømme ømme balder. Hun skreg, da det smældede mod hende. 1000 tanker gik gennem hovedet på hende. Det var så ydmygende og smertefuldt, men samtidig mærkede hun varmen fra balderne sprede sig i hele hendes underlig. ”Aaaav, det gør ondt! Jeg skal nok være en lydig datter, søde Far! Jeg lover at være velopdragen AAAV og gøre som jeg får besked på AAAAAV åååååh AV”

”Spred benene lidt!”

”Jamen?”

”Gør det!!”

Marie spredte sine ben lidt. Nu vidste hun, hendes Far kunne se hendes lille glatbarberede fisse. Det var så udmygende, at hun næste ikke kunne tage det. Varmen i underlivet gjorde at hun blev våd. Det var så ophidsende. Og nu ville Far måske opdage, at hans lille datter havde fået en våd fisse. Slagene fortsatte, men pludselig satte Far tempoet ned, og Marie kunne nu håbe på, at straffen snart var forbi.

Far lagde bæltet fra sig og mærkede efter på Maries rødglødende numse med dens stribede balder. Han mærkede straks, at den var brandvarm, men da han førte hånden ned langs hendes lår, mærkede han, at Marie var blevet våd. Han sagde ikke noget til det, men Marie vidste udmærket, at Far nu havde vished om det.

”Så er første del af afstraffelsen forbi, Marie. Jeg vil nu bede dig om, at gå over til Vera. Der skal du undskylde, hvad du har gjort, vise din røde numse frem for hende og gøre som hun siger. Du er hjemme igen om 3 timer. Hvis Vera sætter dig til at gøre rent eller hvad hun nu måtte ønske, har du bare at adlyde. Forstået?”

”Ja, Far. Jeg skal nok være en artig pige.”

”Godt, Marie. Nu har du vel ikke glemt, hvad Mor sagde?”

”Nej. Jeg vil gerne sige dig mange tak for at straffe mig med endefuld. Jeg fortjente at få smæk i numsen og er meget taknemmelige for, at jeg nu blev straffet godt og grundigt.”

”Tak, det rækker. Det vil nok ikke blive sidste gang, det sker. Når du kommer hjem fra Vera, ringer du til Katrine, der nok stadig venter på sin undskyldning. Stik så af sted med dig, frøken.”

Marie trak sin pyjamas på igen og hoppede i gummistøvlerne. På vej over mod Vera ømmede hun sig og gik på en lidt sjov måde. Da hun stod foran Veras dør, trak hun sin pyjamas lidt ned for at se hendes stakkels numse og lade efterårsblæsten afkøle den lidt, men hun tænkte, at det nok var bedst at få sidste del af straffen udført så hurtigt som muligt. Så hun ringede på døren og afventede, at nabokonen Vera ville åbne for at se Mogens lille datter vise sin forslåede røv frem.

Hun havde en storm af sommerfugle i maven.

Det begyndte at kilde lidt.

Marie sukkede dybt, da hun så dørhåndtaget bevæge sig.

Fortsættes....