Alberte følger efter den høje mand. Han er smuk bagfra. Hans arme er lange, men ikke for lange. Han knejser, ser frem for sig, ser ikke ned på jorden.

Hans mørke skikkelse lokkede hende ud af lejligheden. Han stod og røg på hjørnet. Alberte sad i sin vindueskarm og røg. Hun var så ensom og liderlig. Og så. Denne mand. Som ligner hendes far. Far er død. Sagde mor en dag da Alberte var barn. Hun så aldrig far igen. Bortset fra, nu ser hun ham, et spøgelse.

En kærlighed. Far. Alberte siger ordet højt. FAR. Straks er hun i frakken. Hun er nøgen under den, det er lunt nok. Hun fryser ikke, det er en sensommernat. Og far går lige der. Smuk og rank og alene. Alberte er en sky person. Hun taler ikke ofte med andre mennesker. Slet ikke fremmede. Men far er i hendes hjerte. Hendes hjerte er så ensomt og råt. Alberte er tyve år, og hun onanerer med agurker og sprittuscher. Hun er jomfru, siger hun, hvis nogen spørger, hun har taljelangt lyst hår og yndige hofter, hendes røv er rund og fast, men urolig, hvis man klasker den, bævrer den, som et ænsteligt dyr, som en budding, rødmer som sole der går ned. Albertes læber er af en anden verden, fyldige og røde som valmueblade. Munden er smal, obskøn. Munden lignen en mund med magt der kan opkræve kys som en skatteopkræver opkrævede skat. I eventyr.

Albertes mund har skræmt drenge bort. De tog håbet om hendes kusses ro med sig, som et dødt håb. Så snart kysset, det første, blev kysset til ende, havde Albertes hånd fundet ned til deres pikke, og pikkene lå som bløde ængstelige snegle i bukserne, og kunne ikke leve op til ejermændenes forventning til dem, og heller ikke til Albertes, skuffelsen stod malet i hendes dådyr-øjne, og blev dødsstød, og pikkene krympede sig yderligere sammen. Alberte havde straks magten, og magten er ingen sejr. Magten gjorde Alberte ensom. Indtil hun begyndte at forstå at drenge er drenge og mænd er mænd. Og far er hellig, og fars pik er hvad Alberte vil sutte. Hun så sin dansk-lærer i øjnene, længe, en tirsdag eftermiddag, så længe så hun ham i øjnene, at han rømmede sig, og så ned i katederet, hvad vil du, Alberte, spurgte han, hæst, og Alberte ville ingenting, sagde hun, eller jo, hun ville bare lige vide om hun kunne tale fortroligt med ham, hvis han havde tid?